I forbindelse med at jeg sad og kiggede på huspriser og hvad det kostede, så tænkte jeg “kan man bygge et hus for 2 million? Herunder kan du se svaret hvad der kan lade sig gøre hvis du allerede har en grund. Hvis du IKKE har en grund og ønsker at gøre det hele for under to millioner, så kig lidt længere ned i artikel hvor jeg kigger på hvordan du KAN få et nybygget hus inklusiv grund og have for 2 millioner.
Man kan godt bygge et hus for 2 millioner. Typisk koster et standard hus mellem 12-16.000 kr. pr. m2. Det betyder at man kan bygge mellem 142m2 – 166m2. Det er naturligvis muligt at gøre det billigere, og mange firmaer har også kampagnehuse til ca. 10.000 kr. pr. m2. Dog vil jeg mene at man bør forvente at et færdigt hus koster ca. 13.000 kr. pr. m2 i Jylland og 15.000 kr. pr. m2 på Sjælland.
Hvilke ekstra udgifter skal du være opmærksom på?
Når man skal bygge et nyt hus, er der utrolig mange valg der skal tages. Derfor må du forvente at der kommer nogle udgifter som du ikke havde forudset. Dog er det ofte ikke de uforudsete udgifter der oftest overrasker. Det er udgifterne på alle de tilvalg man gerne vil lave.
Tilvalg i køkken og ved elektrikeren
Når man snakker med folk der selv har bygget nyt hus med et byggefirma, så fortæller de ofte hvor meget ekstra de har brugt. De ekstra udgifter kommer når man skal vælge køkkeninventar og tilvalg ved elektrikeren. Jeg formoder næsten alle som bygger nyt hus, overstiger det som husfirmaet har afsat i deres standard pris.
Carport eller garage?
Der er faktisk også en anden ting som også ofte kan blive en dyr overraskelse, når man sidder og kigger på kampagnehuse. Carport eller Garage. De er ofte ikke inkluderet i selve prisen som der skiltes med. Det betyder du skal af med ekstra penge hvis du ønsker bilerne skal holde tørt og måske endda varmt. En tommelfingerregel er at en carport koster ca. 3500 kr. pr. m2. og en garage koster ca. 7000 kr. pr. m2. En normal størrelse carport er ca. 50 m2. så det vil sige prisen bliver 175.000 kr. og en garage er lidt større på ca. 60 m2. hvilket vil sige prisen bliver 420.000 kr.
Gardiner, skabe og alt det ekstra
Gardiner kan ofte koste en hel del, det er ikke unormalt at man for et nyt hus kommer af med omkring 30.000 kr. Problemer er bare at mange ikke altid tænker den udgift ind i budgettet. En anden ting som ikke altid tænkes ind i budgettet er fx skabe i værelser eller walk-in. Det er jo ikke fordi, man ikke ved den udgift ikke kommer, men størrelsen af den kan sagtens være højere end forventet. Mange vælger dog at købe den med igennem fx HTH eller Invita når de alligevel er til møde ved dem. Andre vælger selv at designe dem igennem Ikeas PAX Sytem.
Derudover må du forvente at der kan komme udgifter til fx, Quooker, væghængt toilet, tilvalg på loft eller gulv samt meget meget mere. Dette er typisk udgifter som ikke er nødvendigvis er medtaget i et “kampagnehus” som standard, og de skal derfor tilvælges efterfølgende.
Kan man bygge et hus for 2 millioner inklusiv grund?
Det er muligt, men det er samtidig nødvendigt at begrænse sig. Derudover skal det nævnes, at det kræver du finder nogle grunde som ikke har en ret høj pris. Ved en hurtig søgning på boligsiden.dk kan jeg se at der ca. er 350 grunde til salg med et grundareal mellem 750 m2 og 1250 m2 til under 250.000 kr.
Hvis vi antager du kan købe en af de billigste grunde til ca. 50.000 kr. og må forvente udgifter til tilslutning på ca. 170.000 kr. (som ikke er unormalt)
Grundpris 220.000 kr.
Byggetilladelse 5.000 kr.
Anlægning af have (gør-det-selv) 75.000 kr.
Ekstra fundering 75.000 kr.
Bortkørsel af overskudsjord 25.000 kr.
Strøm og vand i byggeperiode 25.000 kr.
Advokat 10.000 kr.
Byggerådgiver 10.000 kr.
Samlet pris inden projektstart 445.000 kr.
Dette efterlader pris til selve huset på 1.555.000 kr. For at kunne nå i mål med dette, så forudsættes det at der bygges i Jylland. Bygges der på Sjælland bør det forventes at koste 200.000-250.000 kr. mere.
Det forventes derudover at der fratrækkes 55.000 kr. til køb af gardiner (Gør-det-selv) samt evt. køb af skabe og diverse ekstra småting som kan købes billigere ved Ikea end ved et af de mere kendte inventar og køkkenfirmaer.
Dette betyder derfor at vi skal finde et hus som kan bygges for 1.500.000 kr. hvor der ikke er afsat til carport eller garage. Derfor må det forventes at et sådan ønske eventuelt anskaffes på et senere tidspunkt eller holdes ude af beregningen.
Hvad kan du få for 1.500.000 kr.?
I dag er der rigtig mange om buddet som tilbyder billige kampagnehuse. Jeg vil dog sige at 1.500.000 er svært at ramme, men det er muligt. Jeg vil herunder sammenligne hvilke muligheder forskellige husfirmaer har.
Firma | Pris | m2 | Afsat til hvidevarer og inventar | Generel vurdering af standard pakke | Trustpilot stjerner |
---|---|---|---|---|---|
Preben Jørgensen Huse | 1.339.470 | 121 | 84.700 kr. | Vurderes ok. Der er desuden ca. 160.000 kr. til ekstra tilvalg og omkostninger. | 4,5/5 stjerner |
Huscompagniet | 1.520.000 | 135 | Ukendt – Men et godt bud er ca. 80.000 kr. | Rigtig fin standard pakke. Der er desuden medtaget udgifter til byggestrøm hvilket betyder prisen måske samlet set kan holdes under 2.000.000 kr. | 4,8/5 stjerner |
Milton | 1.617.000 | 151 | 103.000 kr. | Ok standardpakke, dog tæpper i værelser, men derimod er linjeafløb samt væghængt toilet med i prisen. | 4,5/5 stjerner |
Eurodan Huse | 1.650.000 | 146 | Fremgår ikke – et bud vil være 80.000 kr. | Rigtig fin standard pakke, med blandt andet solcelleanlæg og øget loftshøje. | 4,6/5 stjerner |
Alterna Huse | 1.486.000 | 129 | Ukendt | Virker umiddelbart ganske fornuftig – der er desuden ca. 14.000 kr. til evt. småtilvalg. | 4,3/5 stjerner |
Dette er ikke en komplet liste over alle byggefirmaer der findes, og det er ikke alle som er landsdækkende. Dette er dog blot for at illustrere hvad man egentlig kan forvente at få for 1.500.000 kr. ved et byggefirma. Jeg tror desuden at det er svært at presse prisen ned på kampagnehusene. Så en løsning til fx 1.600.000 kr. vil nok være svært at få ned i 1.500.000 kr.
Når det så er sagt, så er der naturligvis også den mulighed at man selv opsøger en arkitekt og får tegnet huset, og derefter selv forsøger at hyre håndværkere ind. Dette tror jeg dog ikke kan gøres billigere i denne prisklasse. Alternativt skal man stå for det hele selv, og selv opføre huset såfremt man har evnerne til det. Der vil det godt kunne lade sig gøre at klare sig for 1.500.000 kr. Drømmen om et nyt hus til 2.000.000 kr. vil derfor i dette tilfælde være muligt.
Hvorfor er der forskel på Jylland og Sjælland
Når jeg længere oppe har skrevet at der er forskel på prisen, om du bygger i Jylland eller på Sjælland, så kræver det jo en forklaring. Grunden til at det er billigere i Jylland end på Sjælland er ganske simpelt at håndværkerpriserne er lavere. Der findes en del flere håndværkere i Jylland og er det nødvendigt at de kører til Sjælland for at arbejde da efterspørgslen er høj, så derfor er det bare dyrere.
Byg billigere med medbyg
Når du har læst ovenstående, så tænker du nok drømmen om at bygge for under 2 millioner ikke er realistisk. Det er dog muligt at gøre det lidt billigere hvis du har en håndværker gemt i dig, eller måske endda er håndværker. Det kan også være du har familie eller venner som kan hjælpe.
Det er et stort projekt at bygge et hus selv helt fra bunden, men flere firmaer tilbyder det som kaldes medbyg. Det betyder at de står for størstedelen af arbejdet, og du selv færdiggør nogle ting. Det kan fx være at ligge gulve, eller montere et køkken. Det kan også være du klarer alt malerarbejde selv. Vi har alle forskellige kompetencer og derfor kan du måske gøre noget selv i større eller mindre grad.
Eurodan Huse har f.eks. mulighed for at tilbyde medbyg. De kalder det dog letbyg. Her skriver de at besparelsen afhænger af hvor meget du selv er involveret, hvilket jo giver god mening. Samtidig skriver de også at et længehus på 128 m2, kan du ifølge dem typisk spare 93.000 kr. med deres letbyg løsning.
Med andre ord så er det muligt at bytte din tid og arbejdskraft for en besparelse i prisen.
Preben Jørgensen huse tilbyder også medbyg, der står dog ikke direkte noget om hvor meget de mener man kan spare. Det kommer jo naturligvis også an på hvor meget arbejde man selv ligger. Det er dog klart at hvis en håndværker skal have 300-400 kr. i timen og du kan klare 100 timers arbejde, jamen så bør det jo give en hvis besparelse i den samlede pris.
Give Huset tilbyder faktisk 3 forskellige modeller. De har nøglefærdige huse, og så har de medbyg. De tilbyder dog også selvbyg. Selvbyg ved dem betyder at de blandt andet hjælper dig med anskaffelse af byggematerialer, godkendelser, arkitekter og generel rådgivning. Hvor meget du kan spare på et hus ved denne løsning fremgår ikke. Dog bør det være en væsentlig besparelse hvis du stort set kan stå for det meste selv.
Kan man gøre det endnu billigere?
Hvis du går med en indre nybygger a la TV2’s nybyggerne så er der faktisk også en løsning for dig. Det kaldes for et Råhus. Det giver dig mulighed for at udleve din indre drøm om at stå for alt indvendigt. Dog er det ikke sikkert, det i sidste ende bliver meget billigere.
Et råhus koster typisk 85% af prisen på et færdigt hus ifølge tv2. Det betyder at der stadig skal ofres en del penge på indmaden. Det er også vigtigt at man husker på det skal være en fornuftig kvalitet det indvendige laves i. Mange vil være afhængige af en vurdering fra kreditforeningen, og hvis man laver noget som ikke er i orden eller er alt for specielt kan det betyde at vurderingen måske bliver lavere end forventet. Det betyder du kan ende med en finansieringsløsning der ikke er optimal.
Konklusion
Kan man bygge et hus for 2 millioner? Ja det er muligt, men det bliver med rigtig mange fravalg. Hvis man blot har 2,2-2,3 millioner så bliver hele projektet meget mere realistisk. Det vil ikke være usandsynligt at man kan stå med et færdigt hus på 130 m2 til 2,3 millioner. Med de omkostninger som der er til lån, betyder det ofte max vil koste 1-2.000 kr. mere pr måned at bygge for de ekstra 300.000 kr. Dette kan du måske finde i budgettet ved at lave nogle besparelser, eller også må du til chefen og bede om en lønforhøjelse.
Under alle omstændigheder, så håber jeg du er blevet lidt klogere på at gå i gang med at bygge nyt hus til ca. 2 millioner og hvilke udfordringer der kan være forbundet hermed.