Hvad koster en alkove?

Alkoven er et moderne valg, mange som ønsker at bygge nyt hus, overvejer at få en alkove. Alkoven kan skabe rammerne om mange hyggelige stunder. Alkovens plads i huset er ofte i køkkenalrummet, men det er også populært at have en i stuen eller gangen.

En alkove koster normalt 5-10.000 kr. når du bygger et nyt hus. Det er altså ved mange byggefirmaer et tilvalg som de tager ekstra for. Hvis du selv laver den i dit nuværende hus, så kommer prisen af på hvor meget der skal laves om.

Inden jeg starter, helt med dette indlæg så vil jeg nævne at vi selv har overvejet at få en alkove i vores nye hus. Derfor har jeg brugt meget tid på at undersøge udformningen, og tilvalgspriserne. Desværre har vi valgt ikke at få en, da vi ikke kunne få det til at passe ordentligt ind med grundplanen.

Vi har dog valgt at få et sansevindue installeret, det er praktisk talt bare en dyb vindueskarm. Den giver lidt den samme hyggelige stemning, og vi har helt sikkert et par hunde som også vil nyde at ligge og kigge ud i haven.

Hvor høj skal en alkove være?

Det er forskelligt hvor høj man synes en alkove skal være. En standardhøjde er ofte 40-50 cm over gulvet og med en højde på 150 cm.

Når vi selv har været ude og undersøge og prøvet forskellige højder af, fandt vi ud af det var rart at siddehøjden var ca. 40-45 cm. Vi er dog også omkring 175 i højden selv, og nogle lidt højere mennesker vil måske foretrække nogle ekstra cm.

Der er ikke nogle krav til hvor høj den skal være, eller hvor bred og dyb en alkove kan være.

Hvor er det bedst at have en alkove?

De fleste vælger en alkove i det rum, hvor de forventer at være mest. For mange vil det være køkkenalrum.

Der er dog også nogle som vælger den i stuen, og hvis man bruger meget tid i stuen, så giver det god mening. Alkover fås i forskellige dybder, og derfor skal man være opmærksom på hvilket rum der ligger bagved.

Det kan være en fordel at placere alkoven så indgang til badeværelse er ved siden af. På den måde kan man udnytte at alkoven er lidt dyb, til at placere bruseniche bag.

Vi så fx et udstillingshus, som havde udnyttet alkoven på en måde, så bagved var der et depotrum. Man gik så ind i depotrummet fra siden, hvor den lidt vinklede rumfordeling gav en god pladsudnyttelse.

Hvor dyb skal en alkove være?

Der er ingen krav om hvor dyb den skal være, det kan dog være en god ide at overveje hvad den skal bruges til.

Hvis man har 2 små børn som skal underholdes om morgenen, kan det give mening at have en som er dyb nok, til at have et fjernsyn på endevæggen. Så kan de ligge ved siden af hinanden og se tv.

De mest almindelige dybder er 60 – 150 cm. Jo dybere den er, jo mere går alkoven fra at være en indbygget bænk, til at blive en hyggekrog.

Du bør derfor overveje hvad du ønsker at opnå med alkoven.

Skulle vi selv vælge, var den faldet på 120 cm i dybden. Vi synes det giver en tilpas dybde, hvor man kan ligge to personer ved siden af hinanden.

Ovenstående billede er ikke en traditionel alkove, men mere et sansevindue som det kaldes. Det er en lignende løsning vi selv er gået med. Fordelen ved denne løsning, er at den ikke tager helt så meget plads som en alkove. Så har man lidt færre m2 at gøre godt med, så bør man overveje et sansevindue.

Prisen for sådan et sansevindue er mellem 5.000 og 10.000 kr. Det er småpenge i det store billede, når man snakker nybyg for mere end 2 millioner.

En sådan alkove/sansevindue vil også være nemmere at lave i et eksisterende hus. Man kan gøre den nuværende vindueskarm dybere, og dermed få den ønskede plads.

Vi har valgt siddehøjden på vores sansevindue i 45 cm.